Regler

Regler

Vi bestræber os på, at holde vores regler simple, lettilgængelige og med så få evner og teknikaliteter som muligt, da vi vægter det gode rollespil højere end evnespillet.

 

Evner, genstande og våben

Hver spiller/karakter vil blive tildelt et par skræddersyede evner/færdigheder baseret på informationerne i din karaktertilmelding. Dine evner symboliserer det, din karakter er god til. Dine startevner skal ikke ses som en begrænsning for færdigheder, du er i stand til at opnå. Din karakter kan godt i løbet af spillet tilegne sig flere evner/færdigheder.

I stedet for at hver spiller har et karakterark overtapeseret med evner, man alligevel ikke kan huske, vil vi i højere grad tildele dig genstande, som du kan bruge i spillet. Genstande kan skifte hænder mange gange og er altså langt mere spilskabende og brugbare i sidste ende. Genstande kan være alt fra våben, software, enheder, blueprints, implantater, magiske dimser mm.  Der skal ikke bruges evner til at håndtere våben, teknologi eller genstande, men hvis du f.eks. aldrig har affyret en pistol, ser vi gerne, at du spiller på rekyl og har besvær ved at ramme. Skydevåben er i vores setting sjældne og derfor uhyre værdifulde. Kun en lille håndfuld spillere vil have adgang til skydevåben ved spillets start, men det står alle frit for at forsøge at erhverve dem under spillet.  Uanset hvad, skal du selv have dine våben med hjemmefra. Som skydevåben bruger vi Nerf Guns (og intet andet). Knive, køller, knojern osv. kan du lave selv eller købe færdige i alle landets rollespilsbutikker.

 

Enheder

Enheder er de elementære byggeklodser, du skal bruge til at producere stort set alting i spillet. Enhederne kan bla. findes i ødemarken eller erhverves gennem handel med andre spillere. Og har du de rette enheder, i kombination med det rigtige Blueprint, kan du via printeren i princippet få alt produceret. Enheder er repræsenteret ved et tykt knæklys, som aktiveres ved at knække det. Når knæklyset ikke længere lyser, kan enheden ikke længere bruges.

 

Blueprints

Blueprints er de optegnelser/opskrifter, du skal bruge for at producere dine materialer. I princippet findes der Blueprints på alt lige fra våben, en træningscykel, et implantat osv. Kun fantasien sætter grænser. Et Blueprint er enten udviklet af en forsker, alene eller i samarbejde med et firma, eller fundet i Ødemarken. printIT og andre firmaer ligger inde med mange blueprints, som kan lejes for en rum tid. Andre, mere sjældne, er svære at få fat i. Uanset hvad er Blueprints værdifulde og yderst brugbare.

 

Programmer

Programmer repræsenterer de færdigheder som hackeren, eller den almindelige bruger, anvender, når han/hun befinder sig på Nettet. Programmer er fysiske genstande og skal medbringes, når der foretages en opkobling til Nettet. Alle kan i princippet logge sig på Nettet og anvende programmer, men det er hackerne, som er specialisterne og derfor også dem, som er bedst til at navigere på Nettet og bruge programmerne. Derfor kan hackerne også bruge flere programmer, end den almene borger.

 

LP og skade

Vi har valgt at anvende et flydende LP-system. Alle karakterer vil som udgangspunkt have tre flydende LP, medmindre din karakter er mere hårdfør end andre. Flydende LP betyder, at det er ligegyldigt, hvor på kroppen du rammes. Det tæller lige meget. Har du f.eks. 3 flydende LP og bliver stukket tre gange i armen med en kniv, så er du lige så død, som hvis du blev stukket tre gange i brystkassen. Igen – her vil vi også opfordre folk til at sætte rollespillet højest og spille realistisk.

 

Styrke

Ligesom LP vil alle karakterer også have et antal styrkepoint. Styrkepointene repræsenterer din karakters fysiske formåen. Din styrke kan bruges i situationer, hvor håndgemæng bliver en nødvendighed. Kommer du i slagsmål med en anden spiller, hviskes din styrke til modstanderen inden kampen. Derefter man laver man en showkamp, hvor den stærkeste part tilsidst vinder. Skulle man have samme antal styrkepoint, må man selv spille sig til en uafgjort kamp eller lignende. Hvis flere personer rotter sig sammen lægges styrkepointene sammen.

 

Skade, forblødningstid og død

Alle skydevåben giver 2 i skade. Alle andre våben giver 1 i skade. Hvis man kommer ned på 0 LP, er man bevidstløs og begynder at forbløde. Forblødningstiden varer 15 minutter, og bliver man ikke lappet sammen af en læge (eller lign) i løbet af denne tid, vil man dø. Efter forblødningstiden er det, som udgangspunkt, ikke muligt at blive genoplivet. Skulle man dø, tager man kontakt til arrangørgruppen, der vil være behjælpelig med at skabe en ny karakter.

Læs også: Praktisk

Comments are closed.