Karakterskabelse

Hvordan skabes en karakter

Det er vigtigt at gøre sig nogle grundlæggende tanker om sin karakter/rolle, inden spillet begynder. At kende sin karakter godt er både en stor hjælp for os som arrangører men ligeså meget for dig selv. Det er en stor hjælp at have gjort sig nogle grundtanker om, hvordan din karakter vil reagere, når den udsættes for en situation i spillet. Denne proces bliver lettere, når man har gjort sig nogle generelle tanker. I denne guide til at skabe din helt egen og unikke rolle vil du blive præsenteret for en masse muligheder, der kan hjælpe dig til at tænke som din karakter. I det efterfølgende afsnit kan du læse mere uddybende, om de overvejelser du skal foretage dig, når du tilmelder dig scenariet.

Vi vil løbende opdatere en liste indeholdende et kort resume over hvilke karakterer, der bliver tilknyttet de forskellige grupper, så det er vigtigt, at du har tænkt grundigt over, hvilken gruppe du vil være en del af og hvad din karakter er for en type. Har du spørgsmål, forespørgsler eller andet som kræver en afklaring, er du altid velkommen til at kontakte arrangørgruppen.

 

 

Race

Du har mulighed for at vælge to spilbare racer. Menneske og Meta-menneske. Antalsmæssigt er menneskene i overtal, så vi lukker for muligheden for at spille meta-menneske, hvis vi synes, at vi har fået den kvote, som passer til scenariet.

 

 

Arketyper

På nedenstående side kan du læse en liste over vores forslag til Arketyper. Hvis ingen passer på den karakter, du gerne vil spille, er du meget velkommen til selv at skrive en arketype til din karakter. Du kan finde listen med vores eksempler under Arketyper

 

 

Subkulturer

Dette er grupperinger, som folk i BK48 er tilsluttet uden for deres familiære og karrieremæssige liv. Det er deres livsstil. Hvor stor en tilknytning du vil have til din subkultur, er helt op til dig selv, men en velvalgt subkultur kan være med til at give din rolle dybde og gode relationer. Har du selv forslag til en subkultur, der passer bedre til dig og/eller din gruppe, så er vi meget åbne for forslag. Som udgangspunkt starter alle karakterer med tilknytning til én subkultur, men det er i løbet af spillet muligt at få kontakt til flere. Du kan se en liste over vores eksempler på Subkulturer

 

 

Job/profession

Hvad kan din karakter? – Kun fantasien sætter grænser. Er du forsker, hacker, læge, landmand, soldat, kok, præst, smugler, terrorist, pusher, hemmelig agent eller noget helt, helt andet? – En tidligere læge kan godt have droppet sin praksis og valgt at prøve lykken i ødemarken blandt Pionerene. Det er ud fra dit job/profession, at vi vurderer hvilke evner og genstande, du starter med, så du skal altså vælge et job/profession ud fra den type af rollespil, du gerne vil involveres i til scenariet.

 

 

Gruppe

Hvem er du ansat hos? – Din gruppe er firmaet, der betaler din sygeforsikring WeCare, kost, logi og din løn. Husk at din gruppe/firma ikke nødvendigvis er lig med dit job. Der er f.eks. også brug for sikkerhedsfolk og kokke i LifeHacks – ikke kun læger og forskere. På samme måde kan der også sagtens være en hacker på diskoteket eller en rengøringsmand i printIT.  Hvis du vælger at starte en gruppe selv, være selvstændig eller spille som løsgænger, så gør dig nogle klare overvejelser om, hvad du lever af. Hvis du starter er firma kan du f.eks. overveje; hvem sælger du til, hvem køber du af, hvordan er din service unik og hvad adskiller den for de firmaer, der allerede eksisterer? – Hvis du gerne vil skabe en gruppe selv, så ser vi gerne at du bygger den op på en måde, der minder om den vi har brugt. Så kan vi nemlig offentliggøre den på hjemmesiden, så andre også ved, at I eksisterer.

 

 

Netværk

Dit netværk siger noget om, hvilke individer din karakter omgiver sig med. Det er vigtigt, at man nøje overvejer, hvilket miljø karakteren er et produkt af, idet det vil have betydning for din karakters relationer til scenariets andre karakterer. Et netværk kan f.eks. være forretningsforbindelser, din mælkemand, du spiller kort med i weekenden, din pusher, dine med-kultister osv. Vi bestræber os på, at udvikle vores plots og relationer på den måde, at du vil komme til at møde personerne fra dit netværk ingame – evt. gennem andre spillere eller som NPC. Vi skal nok give dig besked på, hvordan du kan genkende dem, hvis der ikke er tale om andre spillere. I så fald får du deres navn, så du lige kan sige hej, inden spillet går igang.

 

 

 

Flaw

Din karakters “flaw” – eller fejl – er det, der gør den interessant. Vi tror ikke på perfekte karakterer, men på skønheden og dramaet i det uperfekte. Ligesom i virkeligheden er ingen perfekte, og alle har svagheder og mindre skønne sider af dem selv. Med andre ord er din flaw det, der potentielt kan hæmme eller forhindre din karakter i at nå sine mål, drømme og ambitioner men samtidigt også det, der er med til at drive din karakter fremad. Din karakters flaw hænger meget ofte sammen med din arketype, der i sidste ende er definerende for, hvor langt din karakter er villig til at gå for at opnå sine mål.

Igen, alle karakterer er forskellige, og vil derfor også selvsagt have forskellige grader af, hvor bizarre, mærkelige og ekstreme flaws, de har. Nogle karakterer vil konstant spænde ben for sig selv for at jagte den ulykkelige barndomskærlighed, mens andre vil være nødsaget til at opfinde løgnehistorier om fortiden for at dække over et bizart mord. Husk, at vi befinder os i et dystopisk og mørkt univers, så hold jer endelig ikke tilbage. Vi er klar på hvad som helst. 😉

Vi vil ofte basere dine personlige karakterplots og relationer, enten til andre spillere og/eller vores NPC’ere, på din karakters flaw, så her er der altså god mulighed for at påvirke det spil og de situationer, som vi kunne finde på at udsætte din karakter for.

Når du tilmelder dig, så vælger du selv, om du vil beskrive dit flaw i korte stikord under feltet “Flaw” i tilmeldingen, eller om du vælger at skrive den ind som en del af din samlede BG. Vælger du sidstnævnte, så skriver du bare “Se BG” under Flaw-feltet.

 

Baggrundshistorie

Din baggrundshistorie er en opsummering af de vigtigste begivenheder i din karakters liv. Kort sagt: Hvad har gjort dig til den, du er? Hvorfor er du, hvor du er nu? Hvad driver dig?

 

Tillykke, du er nu ved vejs ende. Når du er klar til at tilmelde dig, så tryk her

Læs også: Arketyper

Comments are closed.