Setting

Så må Sheriffen på den igen. En eller anden talentløs idiot har skaffet sig adgang til BK48. Nu ryger han ud på røv og albuer, mens han hysterisk skriger for sit liv. Hans flæbende appel til om vi da ikke har nogen medlidenhed, rører mig ikke, selvom det sikkert vil betyde at han, udenfor byporten, vil sulte ihjel eller blive flået af mutanterne. Men han har ikke noget at bidrage med til samfundet. Har du intet job, har du ingen BITS og dermed ingen nytte til. Din sociale værdi er lig nul, og du er ikke mere værd end det pilledrys, man hver morgen kan finde på gulvet i Diskoteket. Sheriffen griner, da den stakkels hjælpeløse idiot prøver at vride sig fri af Sheriffens jerngreb. Sheriffen lader ham løbe, mens han stilfærdigt finder sin pistol frem. Sheriffen giver sig god tid til at sigte og skyder ham tilsidst i  ryggen. Et elektrisk stød tvinger manden i gulvet, mens han vrider sig i smertefulde kramper. Mens fråden flyder fra munden, bliver manden slæbt ud og efterladt til at dø i ødemarken.

 

Settingbeskrivelse

I BK48 er der en konstant stemning af angst og paranoia. For tiden er volden stigende, og flere psykotiske folk er blevet indlagt til observation hos LifeHacks. BK48 er et sted, hvor kun de mest hårdføre overlever. Udenfor bymuren er al form for civilisation, orden og moral ikke-eksisterende. Her hersker mutanterne, en race af lavintelligente degenererede bæster, der jager alt levende for at fortære dem. Derfor bevæger kun de mest dumdristige eller mest bevæbnede folk sig udenfor byen. En særlig gruppe – Pionerne er trænet i at bevæge sig i ødemarken, da den også gemmer på mange kostbarheder, objekter, der er blevet efterladt af entiteterne i den præhistoriske og mytologiske fortid. I tæt samarbejde med Pionerne står firmaet LifeHacks. Er du blevet skudt, stukket ned, har brækket et ben eller måske fået svær lungebetændelse, så er det LifeHacks, du henvender dig til. Hos dem skal du nok blive lappet sammen igen, og kan du ovenikøbet betale, så sker det (for det meste) også på en forsvarlig måde.

I BK48 opfylder alle deres naturlige plads. De har et job og tjener BITS, så de kan forsikre dem selv gennem ordningen WeCare, som LifeHacks stiller til rådighed. Alle med tilladelse til at opholde sig i BK48 modtager beskyttelse fra Sheriffen. Har du intet job eller ingen BITS, får du det svært. Alt i denne verden koster. Hvis du ikke er forsikret, står du udenfor fællesskabet som lovløs – et asocialt udskud.

Skulle man befinde sig i den heldige situation at have lidt ekstra på kontoen, så kan man forsøde tilværelsen og/eller sin krop med alskens elektroniske ting og sager. Er du mere til lidt ekstra gear og gadgets, så er det printIT, man taler med. Hos dem er det kun fantasien og din pengebeholdning, der sætter grænserne for det mulige.

Sygdomme og skavanker mærker man intet til, når bare man har BITS på kontoen. Alt kan fikses og kureres grundet den højt udviklede videnskab og teknologi. For kort tid siden har byen fået en Sherif, der med hård hånd forsøger at opretholde den eneste gældende lov og morallære i byen: “Gør hvad du vil, sålænge du ikke skader andre” – Træder man ved siden af, straffes man enten af Sheriffen eller det kollektive fællesskab.

Når livets alvor kommer for tæt på, vælger mange at bruge natten på Diskotek Roofy. Her fås alt, hvad hjertet begærer. For tiden flyder stedet med billige piller – hvorfor ikke have det sjovt, mens man nu lever?

Hører du til den del af befolkningen, der besidder en magtfuld position, eller på anden måde er værd at rette sin opmærksomhed imod, så er det med at træde med varsomme skridt. Avisen BK News har ry for at være gode til at opsnappe snavs på folk. Om informationerne er sande eller usande, tager de ikke så nøje. Så længe avisen bliver solgt.

Kort sagt; magten i BK48 ligger i hænderne på dem, der har flest BITS, flest kontakter, venner og våben. Derfor foretrækker de fleste at organisere sig i en form for gruppe. Sammen står man bare stærkest.

Læs også: Verdenshistorie – Personer i BK48 – Subkulturer – Teknologi & Magi – Racer

Comments are closed.