Menneske

Hvad bliver menneskets rolle i fremtiden? – Filosoffen kløede sig på hagen, mens han grublede over det spørgsmål, han lige havde stillet sit eget jeg. Han tog flasken, der stod ved siden af ham på det solide egetræsbord, løftede den op og tog et ordentligt drøn. Smagen af dårligt destilleret sprit mærkede han tydeligt, da væsken passerede hans svælg. Et kort øjeblik sortnede det for hans øjne. Han vidste, at drikkeriet en dag ville blive hans endeligt. Men det var nødvendigt for at styre tankerne og angsten i hans indre.

 

Om menneskeracen

Siden mennesket igen turde bevæge sig på overfladen af jorden, har det på kort tid gennemgået store teknologiske forandringer, der har sat sine tydeligt spor i menneskets erkendelse og selve forestillingen om dets egen identitet. Selvom mange ikke vil indrømme det, eller i al fald prøver at fortrænge det, så lever mennesket i denne tidsalder i en eksistentiel krise bestående af en tredelt angst: Vil det overleve, hvis de, entiteterne, kommer tilbage? Hvor står det i forhold til teknologiens hastige udvikling? Kan det følge med meta-menneskene og deres sublime gener? – Svarene må være op til den enkelte at finde ud af, hvis man da ikke opgiver at bekymre sig overhovedet? Mange mennesker vælger nemlig bare at være til og ikke tænke så meget over, hvad livet og morgendagen bringer dem. Har man nok BITS på kontoen, så lader det til, at det hele nok skal gå alligevel.

 

Menneskeracen udmærker sig ved, ligesom i virkeligheden, at være gode til at tilpasse sig nye og skiftende omgivelser, hvor der færdes mange forskellige personer og væsner. Et menneske kan ubemærket bevæge sig i alle miljøer uden at vække opsigt, hvilket i disse tider lader til at være en kæmpe fordel. De er lærenemme og nysgerrige af natur, men er også alle forskellige i synet på moral, den øvrige verden og deres omgivelser. Spørger man et meta-menneske vil det nok mene, at mennesket generelt er nemme at korrumpere.

Læs også: Entiteter – Meta-menneske

Comments are closed.