Teknologi & implantater

Læg dig til rette og tæl til ti, siger hun. Jeg når kun at tælle til fire, før det sortner for mine øjne, og jeg falder ned i et sort hul af drømmeløs bedøvelse. To timer senere vækker sygeplejersken mig. Jeg er træt i kroppen af den stadig aftagende bedøvelse. Sygeplejersken følger mig ud til fremvisningslokalet, hvor et menneske-stort spejl står opstillet. Jeg går hen mod spejlet, kun iklædt et forklæde omkring mine kønsdele, og ser dét, jeg har betalt for. Min hornhinde på det ene øje har fået en let rødlig kulør, og på siden af hovedet sidder der noget, der mest af alt minder om en server, som blinker i rødt og grønt lys. Da jeg trykker på maskinen, og aktiverer den, ser jeg for mit indre blik, at mit syn nu kan analysere og registrere bevægelser langt hurtigere, end hvad normalt er. Installationen var dyr, men jeg tror, det bliver det hele værd.

 

Teknologien i vores verden er ekstrem fremskreden. Alt hvad du kan forestille dig, kan i princippet lade sig gøre, hvis du altså har Blueprintet, Enhederne og BITS til at betale for det. Det mest avancerede stykke teknologi er selvfølgelig Nettet, som alt elektronik på den ene eller anden måde er koblet op på. For den almene borger er der størst efterspørgsel på kropsmodificerende teknologi – i daglig tale kaldet implantater (se nedenfor). Implantater er fremmedlegemer (enten af mekanisk eller biologisk karakter), som bliver indsat i kroppen på den, der skal have gavn af dem. Der kan være mange årsager og fordele ved at få indopereret implantater, men generelt kan man sige, at det er med til at forstærke din karakter – fysisk, psykisk eller teknologisk.

 

Der skelnes mellem to forskellige implantater; Mekaniske og Biologiske. Uanset hvilken type implantat, der er tale om, så kan de spores og ses af folk, der besidder den nødvendige viden. Rent spilteknisk skal du, hvis du får indopereret et implantat, markere det ved at påsætte et lille stykke elektronik et sted på din krop. Det kan f.eks. være et gammelt simkort fra en telefon, der sættes på hånden, et grafikkort der sættes på armen osv. Spørg altid arrangørerne, hvis du er i tvivl. 

 

Mekaniske implantater

Disse implantater er de mest udbredte og billigste. De fleste har råd til dem, hvis de sparer op et par måneder eller tre. Mekaniske implantater er computergenererede mekaniske implantater, som er tilsluttet kroppens forskellige dele via nervebanerne og kan give din karakter nogle fordele – eller ulemper. Eksempler på mekaniske implantater kunne være en maskine, der hjælper hjertet til at pumpe eller en ekstra mekanisk arm, som forstærker knoglerne. Mekaniske implantater kan både indsættes indeni og udenpå kroppen.

 

Biologiske implantater

Disse implantater er ekstrem sjældne og kostbare. Kun de allerrigeste, magtfulde eller mest skruppelløse har disse implantater. Biologiske implantater er altid skabt via DNA fra mutanter eller meta-mennesker, der kan have organer, muskelstruktur, knogler, sener eller hjernemasse, der er mere veludviklede, robuste eller effektive, end hvad den almindelige menneskekrop kan diske op med. Den nyeste forskning har vist at biologiske implantater, der ændrer på hjernen kan være ekstremt risikabelt, da både minder og følelser kan viderebringes fra det individ hjernemassen kom fra. Det skal indskydes, at meta-mennesker også sagtens kan have biologiske implantater fra mutanter eller andre meta-mennesker. Det er også set eksempler på, at meta-mennesker har solgt deres organer, hvis de er i en dårlig økonomisk situation.

 

Cyborgs

En Cyborg er en person, der enten pga. skader eller andre årsager, har skiftet mere end 50 % procent af deres oprindelige levende krop ud med mekaniske implantater. Der kan være mange årsager til, at man bliver Cyborg. Nogle gør det som sagt, fordi deres tidligere krop er ødelagt eller slidt op, og andre – folk med penge – gør det for prestigen og for at gøre tilværelsen mere komfortabel for dem selv.

Læs også: Nettet - Magi

Comments are closed.